HTH Køkkener - Effektivisering skåret ud i finér

HTH Køkkener A/S fik med 4IMPROVE som generator og koordinator, optimeret produktionen og involveret medarbejderne i effektiviseringen.
Konkurrencen er hård i køkkenbranchen. Konkurrencemæssige vilkår fra udlandet og et stadigt pres mod underleverandører fik HTH Køkkener til at overveje, om noget i produktionen kunne effektiviseres. Mindre end et halvt år efter er rutiner i finérafdelingen ændret, maskinerne kører hurtigere, og virksomheden laver forsøg med at ændre flowet i produktionen og styringen af lageret.
- Vi havde en fornemmelse af, at noget kunne gøres mere rationelt i finérafdelingen, men vi var ikke i stand til at definere, præcis hvad, vi kunne ændre, fortæller kvalitetschef, John Poulsen. HTH Køkkeners finérafdeling bearbejder råfinér til halvfabrikata og beskæftiger i dag knap 30 mennesker.
HTH Køkkener tog kontakt til 4IMPROVE, der tidligere har ført virksomheden igennem lignende projekter, og forelagde dem opgaven.
Synliggjorde mulighederne
Sammen med 4IMPROVE, satte HTH Køkkener en række mål og succeskriterier, hvor det vigtigste element var at producere lønsomt og at producere i et niveau som svarer til afsætningen i de næste to-tre år.
HTH Køkkener lavede en række foranalyser, blandt andet af arbejdsgange og kalkulationer, imens 4IMPROVE gennemgik produktionen i finérafdelingen. Efter Lean-principperne blev afdelingens værdiflow og værdiskabende aktiviteter gennemanalyseret, inden man holdt møde med repræsentanterne fra afdelingen.
- Denne brainstorming fik os til at se mulighederne. 4IMPROVE fungerede som en slags generator, og fik os - ledelse og medarbejdere - til selv at se uhensigtsmæssighederne i produktionen. De åbnede vores øjne for idéer til, hvordan det kunne forbedres, fortæller John Poulsen, der mener, brainstormingen gav medarbejderne en helt anden tilgang til effektiviseringen: - Når man selv bringer det uhensigtsmæssige i en produktion frem, forpligter man sig på en anden måde til at forbedre det. Pludselig så vi alle sammen muligheder i en effektivisering. Desuden må vi alle være interesseret i en effektivisering, hvis alternativet er, at der på sigt slet ikke vil være en arbejdsplads. Men indimellem er man nødt til at have en ekstern konsulent til at åbne ens øjne for realiteterne.
Optimalt samarbejde
HTH Køkkener er endnu ikke færdige med indføringen af de nye rutiner og andre ændringer, der blandt andet handler om et anderledes materialeflow, en optimering af produktionen, ny lagerstyring og outsourcing af visse elementer.
Der er der endnu ikke gjort status over effektiviseringen, men John Poulsen fornemmer allerede nu, at der er sket en forandring og forventer en besparelse på omkring 30%
- Vi har nu planer om at gå videre i forløbet med effektiviseringen af virksomheden - og på nogle områder med ekstern konsulentbistand, siger John Poulsen, der slet ikke tvivler på, at virksomheden vil benytte sig af 4IMPROVEs ekspertise igen.
- Samarbejdet har fungeret utrolig godt på den måde, at vi lagde en plan og derefter brugte den eksterne konsulentbistand på de områder, hvor vi følte, vi fik mest effekt ud af det. Vi har haft et optimalt og meget fleksibelt samarbejde. 4IMPROVE er professionelle og meget vedholdende - de slipper ikke bare fordi, de har "kunden i hus" men holder ved og fortsætter i samme niveau, helt til vi er nået i mål, siger kvalitetschefen hos HTH Køkkener.
